Stellar Spectra: Nanna Debois Buhl

A and W Mauder, the Heavens and their Story, 1905 Courtesy The Royal Astronomical Society
A and W Mauder, the Heavens and their Story, 1905 Courtesy The Royal Astronomical Society
  • Nanna Debois Buhl

I fotografiske afbildninger af himmelrummet mødes spekulation, teknologisk udvikling og visuelle eksperimenter. Disse himmelbilleder kan siges at udgøre en slags fremtidskort. På Nanna Debois Buhls soloudstilling Stellar Spectra præsenteres to nye installationer, der reflekterer over, hvordan tidligt fotografi og computerteknologi har formet vores opfattelse af rummet og vores plads i universet.

Udstillingens værker tager afsæt i astro-fotografi fra slutningen af 1800-tallet skabt af de britiske astronomer Margaret Huggins og Annie Maunder. Huggins var pionér inden for astrofysikken, og Maunder var ansat som det, man betegnede “human computer” på the Royal Observatory i Greenwich, hvor hun arbejdede med at fotografere solen.

Gennem sammenstillinger af fotografier af solpletter og solformørkelser undersøger Buhl i installationen A Human Computer, hvordan begrebet ‘computer’ har rødder længere tilbage, end vi almindeligvis forestiller os, og hvordan forholdet mellem menneske og maskine har forandret sig over tid. I videoinstallationen Stellar Spectra bruger hun astrofysisk fotografi som en prisme til at reflektere over de mekanismer, der gør ting synlige eller usynlige, huskede eller glemte.

Kan vi blive mere lydhøre overfor historiens kompleksitet ved at se nærmere på de mennesker og materialer, som er udeladt i traditionelle fortællinger om astronomi og rumvidenskab? Kan vi gentænke forholdet mellem det analoge og det digitale? Og kan vi ved hjælp af nye fortællinger forestille os alternative fremtider? Gennem fotografi, film og tekst kredser udstillingen om spørgsmål som disse.
Om kunstneren:
Nanna Debois Buhl (f. 1975) er billedkunstner. Hun tog sin M.F.A. fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (2006) og deltog i The Whitney Museum’s Independent Study Program, New York (2008-09). Hendes arbejde materialiserer sig som fotografi, installationer, film og kunstnerbøger. Ofte udfoldet i en proces baseret på research og visuelle eksperimenter. Buhl bor og arbejder i København, hvor hun for tiden er PhD-studerende i kunstnerisk praksis på Det Kongelige Danske Kunstakademi og Københavns Universitet. I sit PhD-projekt Sky Studies: Cosmic Code, Images, and Imaginaries studerer hun undersøgelser af kosmisk rum fra videnskabelige, æstetiske og spekulative perspektiver. Udstillingen er en del af hendes PhD-projekt.

Buhls værker har været udstillet på institutioner som Pérez Art Museum; SculptureCenter; Art in General; The Studio Museum, Harlem; El Museo del Barrio, USA; MSU Museum of Contemporary Art, Kroatien; Bucharest Biennial 7, Rumænien; Hasselblad Foundation og Lunds Konsthall, Sverige; Kunsthal Charlottenborg; Kunsthallen Brandts og Herning Museum of Contemporary Art, Danmark. Hendes værker er inkluderet i samlinger på Louisiana Museum for Moderne Kunst, ARKEN Museum for Moderne Kunst, Det Nationale Fotomuseum, Vejle Kunstmuseum og Museet for Samtidskunst, Roskilde.

Udstillingen er gjort muligt ved støtte fra: Københavns Kommune, Statens Kunstfond, DGI Byen, DJ:Fotograferne & Husted Vin.

  • Statens Kunstfond logo
  • Logo for DJ:Fotograferne
  • Logo for Dgi Byen
  • Logo for Gloria Biograf & Cafe
  • Novo Nordisk Fonden logo